en kirkegård
en kragekoloni
her er blade, jord, vilje, liv og død
her falder tanken efter adskillige flydende år
- bærer af træets stilhed
jeg står i skyggen af hende
men det er mig selv der skygger
du fråser med din viden
du lever, ikke
selvom du gør dig umage
er der intet, intet af betydning
inde i dit bryst sover du
nede i dit køn siver lugtene af døende flæsk og huden
er tør som kridt, forstadier til skæl
hvor kulden endnu vender dit tomme ansigt
og du tænkte du havde noget at byde på; ha!
du mærker hvordan du gjorde dig umage
hvordan du lukkede dine lunger halvt nede
sløvede din pulseren, bed dig fast til dit bur -
intet
passerer dig nu
selvom du gør dig umage
selvom du stirrer
selvom lidelsen flyder, overalt
men du kan ikke længere nåes
ikke med ord, ikke med en hammer
ikke med døden -
du er værre end døden
du er panisk angst svævende i rummet, elektronstøv
du er guden der ikke kan se
du standsede din vækst, gjorde dine øjne til sten
og mente at du stadig havde magt
din krop, dine bevægelser, dine tanker, din måde at gøre dig umage på, er
splintrede ligegyldige fragmenter i en søjle af sammenpresset væske -
meget meget tungt, intet
flytter sig her, intet trænger sig ind
intet er sikkert. hvis noget er sikkert, så er det dét –
det er ikke sikkert jeg vågner op, trækker vejret -
det er ikke sikkert jeg kan gå, tale, høre, se, føle, mærke, smage, forstå -
det er ikke sikkert jeg elsker dig, ikke elsker dig, behøver dig, ikke behøver dig eller at solen viser sig i dag -
stille
havet klukker gynger vugger hæver synker
jeg ved jeg har dét
jeg ved – jeg kan altid komme tilbage hertil
og jeg ved at det alt sammen nok vil vise sig, hvis
Hun vil at jeg skal komme nærmere. Hun er klædt i en rød kropsnær kjole, der når hende til lige under knæene. Den bærer et skråt snit der skærer hendes lille krop over den højre skulder. Hun ser strålende ud, meget yngre og livfuld end jeg nogensinde har set hende – men hun går da aldrig klædt i rødt. Aldrig. Hun hader rød.
Hun vil at jeg skal nærme mig. Jeg står overfor hende, der er vel tre meter imellem os. Så træder hun et par skridt tilbage. Hun vil at jeg skal komme tættere på endnu. Da tager jeg mig selv hårdt om maven – jeg kan ikke flytte benene. Jeg begynder at græde, da jeg ser at hun er min mor. Jeg græder endnu hårdere, hulker og hendes kjole forvandles til en sort kappe. Ravn. Hun fortsætter med at træde bagud. I meget lang tid er der stadig omtrent tre meter mellem mig og hende.
Vi står overfor hinanden på en flyderampe midt ude på et åbent hav. Vi er flere ombord.
Flere der gør det samme som hende og jeg. Otte mennesker er stillet op, parvis overfor hinanden. Vi står som par nummer to, fra venstre. Det er som om at dem på min side følger mig og dem på hendes side følger hende og hendes skridt bagud. Der ingen ord, kun blæst. Jeg kender ikke de andre, ingen af dem. Jeg har mine øjne fæstnet på hende og på afstanden til havet.
Jeg bliver stående og imens jeg græder og hulker til jeg vågner op grædende, og dykker ned i drømmen igen, træder hun sine skridt bagud og tilbage og længere væk og længere ud endnu. Rampen synes uendelig, men hendes figur bliver stadig mindre. Pludselig er hun væk. Som en støvbold der bliver prikket hul på og silhouetten af hendes lille krop forvandler sig til en sort støvsky, der hvirvles ind i vinden.
hvor er jeg, hvis – og
hvad er min krop
The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2011 annual report for this blog.
Here’s an excerpt:
A San Francisco cable car holds 60 people. This blog was viewed about 2.200 times in 2011. If it were a cable car, it would take about 37 trips to carry that many people.
And there, at the top right corner of my enlarged pupil I met the face of a man I once was.
He was terrified looking back at me, because I might not have liked what I saw.
Our thoughts and minds were interconnected.
I forgot to ask him about his heart, in his vanishing wipe out of our mirror,
but then again, I knew the answer.
Jeg lægger det
fysisk bag mig, selvom
jeg har det med mig
kropsligt, mere og mere
Mentalt er alt forandret
selvom intet
nogen sinde er sket.
stille synker
sindet
i saltet,
slumrende, blindt
mod selvet
vær blid, som en kattepote mod det hjerte, blidere endnu –
jeg genkalder varmen
der strålede ind i mine håndflader
– lagene af duefjer
jeg genkalder blødheden
venligheden i dens øjne;
frygten
jeg genkalder lysten til at knuge endnu
hårdere om vingeryggen
fuglens støbning af en brystkasse;
knuse
jeg genkalder viljen;
valget
hvor lidt der behøves for at ødelægge liv
hvor lidt der behøves for at skabe liv
udmattet
af sorg
båret
frem til alter -
sænker du
blikket
over denne
din
sønderrevne krop
du skal se ham og
du skal
ikke
se dig tilbage
du skal gå
gå
med tilgivelsens
milde ansigt
vendt imod solen
Hvordan er det at være
intet
lille
minimal
forsmået
slået
forstået
hædret
kronet
ophøjet
besværlig
hoverende
knaldet
faldet
sunket
intet
