du fråser
med din viden
du lever
ikke
selvom du gør dig umage
der er intet, intet
af betydning
du sover, inde i dit bryst og nede
fra dit køn siver lugtene af råddent kød og din hud,
din hud er tør som kridt
forstadier til skæl, hvor kulden
endnu vender dit tomme ansigt til og du tænkte
du tænkte du havde noget at byde på; ha!
du mærker hvordan du gjorde dig umage
hvordan du lukkede dine lunger halvt nede
sløvede din pulseren, bed dig fast til dit bur -
du mærker at intet
passerer dig nu
selvom du gør dig umage
selvom du stirrer
selvom lidelsen flyder, overalt
men du
kan ikke nåes
ikke med ord
ikke med en hammer
ikke med døden – du er
værre end døden
du er panisk angst svævende i rummet, du er
guden der ikke kan se
du standsede din vækst
gjorde dine øjne til sten
og mente at du stadig havde magt
din krop
dine bevægelser
dine tanker
din måde at gøre dig umage på, er
splintrede ligegyldige fragmenter presset ned i din hals
en søjle væske, der flytter sig, meget meget lidt
Stærkt